Kronik bragt i Jyllands-Posten 7. maj 2014
af Ole Sohn, fhv. Erhvervs- og Vækstminister (S)
Vi står overfor to store udfordringer for hvilke, der kun findes én løsning, som den danske fødevaresektor en ikke uvæsentlig del af.
For det første bliver der hastigt flere munde, som skal mættes. Verdens befolkning forventes at vokse fra de nuværende syv milliarder mennesker til ni milliarder i 2050. Samtidigt løftes milliarder ud af fattigdom. Alene frem mod 2030 forventes middelklassen at vokse med to milliarder til næsten fem milliarder. Og de ønsker bedre og sundere fødevarer.
For det andet presses klimaet, miljøet og verdens knappe naturressourcer, som rent vand, dyrkbar jord, fiskebestande og fossile energikilder.
Der findes kun én løsning disse store udfordringer. Der skal produceres flere fødevarer samtidigt med at presset på naturen mindskes. Altså – mere for mindre. Denne nødvendighed har haft en positiv indflydelse på fødevarevirksomhederne – fra jord til bord. For de har været tvunget til at effektivisere produktionen ved at nedbringe forbruget af f.eks. vand og energi, og samtidigt er der skabt et marked for nye teknologier og løsninger, der kan øge ressourceeffektiviteten. Og i tilgift betragtes rest- og biprodukter fra fødevareproduktionen ikke længere som affald, men som en ressource, der kan udvikles til vedvarende energi.
Og det glædelige er, at dansk landbrug og fødevarevirksomhederne faktisk bidrager til at løse udfordringerne. Hele den danske fødevaresektor er godt i gang med en grøn omstilling. De producerer mere med færre ressourcer og mindre miljøbelastning. Og danske fødevareprodukter er kendetegnet ved en ensartet høj kvalitet med høj fødevaresikkerhed, og vi har et godt og respekteret veterinært beredskab.
Fødevaresektorens fremskridt er også et resultat af en stigende forbrugerbevidsthed, et vedvarende folkeligt og politisk fokus på miljø og dyrevelfærd, og en anerkendelsesværdig indsats til fremme af dansk gastronomi.
På trods af den fortsatte og altid relevante diskussion om vi gør nok, eller om der er behov for at gøre mere for at mindske presset på miljø og natur, så kan vi glædes over, at landbruget fra 1990 og frem til 2011 har reduceret kvælstofoverskuddet med 45 procent, og at udledningen af drivhusgas er faldet med 24 procent, samtidigt med at produktionen er øget 21 procent. Faktisk er dansk landbrug europamestre i klimavenlig produktion. Men vi kan og skal ikke hvile på laurbærrene for andre lande er også i gang med at oppe sig.
Fødevaresektoren har styrker og potentialer, som vi skal bygge videre på, både fordi sektoren bidrager til løsningen af de udfordringer, som vi står overfor og fordi der internationalt er stor efterspørgsel efter danske fødevarer og relaterede produkter og ydelser.
Faktisk er Danmark blevet en stor fødevareeksportør, der i dag er repræsenteret på over 150 forskellige udenlandske markeder med en samlet eksport på ca. 150 milliarder kroner svarende til 24 procent af den samlede danske eksport. Eksporten består bl.a. af kød, korn, mælk, ost og skind og forarbejdede fødevarer som øl, chokolade og enzymer til fisk, fiskeprodukter og maskiner og udstyr.
Succesen på det globale marked viser, at den danske fødevaresektor har en stor styrke og et stort potentiale. Også herhjemme spiller sektoren en ikke helt ubetydelig rolle. Den beskæftiger ca. 145.000 fuldtidsansatte, hvilket svarer til ca. ni procent af den private beskæftigelse. Der er job til både ufaglærte, faglærte og medarbejdere med videregående uddannelse, og størstedelen af beskæftigelsen finder sted i udkantskommunerne. Et godt bidrag til at fastholde Danmark som produktionsland.
Den stigende global efterspørgsel efter sunde fødevarer giver i tilgift muligheder for at eksportere ny viden og knowhow indenfor sundhed, kost og ernæring. Glædeligvis kan efterspørgslen efter produkter af høj kvalitet også mærkes på den danske økologieksport, som er tredoblet siden 2006.
Selv om der kun er én løsning på de to store udfordringer, vi står overfor, så er der er en række udfordringer herhjemme som skal løses for at sikre, at potentialet og de fremtidige muligheder skal kunne udfoldes til gavn for eksporten og jobskabelsen og dermed vores fremtidige velfærd.
De nye markeder, det stigende globale behov for ressourceeffektivitet og den internationale konkurrencesituation gør, at der er behov for nytænkning, hvis danske fødevarevirksomheder skal have del i de nye vækstmuligheder.
Erhvervs- og Vækstministeriet nedsatte i 2011 et vækstteam for fødevarer og de har lavet en smuk vision for den danske fødevaresektor i 2020, som jeg helt kan tilslutte mig. Med udgangspunkt i visionen: ”Med rødder i en stolt fødevaretradition sælger Danmark sunde, bæredygtige og velsmagende kvalitetsfødevarer og løsninger på fremtidens globale udfordringer,” opstillede de nogle målsætninger for fødevaresektoren i 2020, om at eksporten af fødevarer og fødevarerelaterede teknologi er øget med 30-50 milliarder kroner og at der er skabt op til 25.000 nye arbejdspladser.
For at indfri potentialet og realisere vækstteamets målsætninger, er der brug for en offensiv indsats. Der skal ske en betydelig produktionsfremgang i fødevaresektoren. Det er ikke realistisk, at fødevaresektoren under de nuværende rammebetingelser og den nuværende produktivitet vil kunne udnytte eksportpotentialet fuldt ud. Skal potentialet udnyttes, kræver det, at fødevarevirksomhederne som eksempelvis slagterier og mejerier kan få leveret de nødvendige råvarer, at de har mulighed for at producere de efterspurgte fødevarer, og at der arbejdes målrettet for at øge markedsadgangen til de nye attraktive vækstmarkeder.
Udover at få styrket råvaregrundlaget, skal der skabes bedre adgang til finansiering og kapital, en mere løsningsorienteret regulering af hele sektoren og øget fokus på international markedsføring og uddannelse. Regeringen har med tilslutning fra en bred kreds af partier lavet en god aftale, der tager hånd om netop dette.
En af de store udfordringer er mangel på kapital og finansieringsmuligheder i det primære landbrugserhverv. Det hæmmer investeringer i fornyelse af produktionsapparatet, hvilket igen betyder, at der ikke er et tilstrækkeligt råvaregrundlag til, at eksportpotentialet kan udnyttes fuldt ud. Og det hæmmer også for de nødvendige ejerskifter.
En modernisering af Landbrugsloven, der åbner op for nye ejerstrukturer, vil kunne tiltrække nye finansieringskilder, som f.eks. pensionsinstitutter. Det vil samtidigt kunne medvirke til nye forretningsmodeller, hvor f.eks. landbrug, biogasanlæg og gartnerier kobles sammen. Synergieffekten herved vil kunne styrke konkurrencekraften og derved jobskabelsen. Nødvendigheden af nytænkning i ejerstrukturerne skal også ses ud fra, at landbrugsbedrifterne bliver større og større. I dag har en gennemsnitlig bedrift aktiver for 40 millioner kroner mod fire millioner kroner i 1990.
Nye ejerstrukturer giver nye muligheder for at udvikle landbruget, både gennem nye industrilandbrug, der reguleres på samme vis som industrien, konventionelle landbrug og økologiske landbrug.
Men her og nu er der også et behov for at styrke landbrugets adgang til kapital for at kunne sætte skub i ejerskifter, rekonstruktioner og investeringer. Nogle pengeinstitutter har og har haft for stor eksponering på landbrug, så de er tilbageholdende med ny finansiering. Derfor er det godt og nødvendigt, at både vækstfonden og den nye Landbrugets FinansieringsBank (LFB) går mere og mere ind med hjælp til finansiering af ejerskifter og investeringer.
Nye investeringer vil fremme nye højteknologiske løsninger og bæredygtige produktionsformer og ligeledes bidrage til ressourceeffektiviteten og samtidigt have en positivt effekt på dyrevelfærden uden at gøre skade på miljøet. Derved kan Danmark både fastholde og udbygge sin førerposition indenfor fødevareproduktionen og relaterede erhverv.
Og med ophævelsen af EU’s mælkekvotesystem og de nye muligheder for fødevareeksport, der eksempelvis åbnede sig under Dronningen og regeringens erhvervsfremstød i Kina for nylig, gælder det om hurtigt at komme ud over markerne.