Kronik I Jyllands-Posten den 10. august 2019

af Ole Sohn, Bestyrelsesformand Cryos International, fhv. Erhvervs- og Vækstminister

En af de helt store udfordringer for både den private og offentlige sektor er mangel på arbejdskraft. Hver dag kan læses beretninger om private virksomheders vanskeligheder med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Og i den offentlige sektor er der et skrigende behov for varme hænder i sundhedssektoren, daginstitutioner og ældresektoren. I dette lys lader politikernes mange ønsker om minimumsnormeringer og flere uddannede sygeplejersker m.fl. sig vanskeligt at realisere, med mindre at arbejdskraften skal flyttes fra den private sektor over i den offentlige. Men det udfordrer fundamentet for vores velfærd, nemlig konkurrenceevnen, der sikrer vækst og velstand, som jo er forudsætningen for velfærden.

Disse realiteterne stiller unægtelig politikerne overfor en barsk virkelighed, nu hvor valgkampens støv har lagt sig. For de ekstra varme hænder der skal bruges i daginstitutioner og ældresektoren, skal jo findes et sted. Det samme skal den arbejdskraft, der mangler i den private sektor. Og det er ikke nogen helt enkelt opgave.

Naturligvis er der arbejdsløse, der kan omskoles og opkvalificeres. Der er også kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, der kan tiltrækkes, og der er flygtninge, som kan integreres på arbejdsmarkedet. Og så kan der givetvis også frigøres arbejdskraft gennem effektiviseringer og øget automatisering. Men det er alt sammen udfordringer, der skal løses nu på kort sigt, hvis både den private- og den offentlige sektors behov for arbejdskraft skal indfries.

Men også på den lange bane har vi store problemer med at skaffe arbejdskraft. For den måske vigtigste udfordring for Danmark og Europa er vores demografi. I fremtiden vil der blive født stadigt færre danskere og europæere, og Europa vil derfor fylde stadigt mindre i verden. Hvis vi altså ikke gør noget.

Det er naturligvis et meget personligt spørgsmål, om man vil have børn, og hvornår man vil have børn. Men sikkert er det, at børn (og børnebørn) er en gave for enhver, uanset hvilken familieform, man lever i. Og det er i den grad også en gave for samfundet.

Men fakta er, at der fødes alt for få børn i Danmark til at vi fremover kan bemande og betale for det velfærdssamfund, vi kender i dag.  Vi har i Danmark en fødselsrate på kun 1,73 barn pr kvinde. Men hvis vi skal reproducere os selv, skal tallet være 2,1. Så faktisk skal der fødes 20 procent flere børn for at vi som samfund bliver ’bæredygtige’.

Den alt for lave fødselsrate ville have været endnu mere katastrofal, hvis ikke vi havde en succesfuld forskning og behandling af ufrivilligt barnløse i Danmark, der bliver understøttet af en stærk industri og erhverv indenfor fertilitetsområdet. Faktisk ville der i gennemsnit sidde to til tre børn færre i hver skoleklasse, hvis ikke deres forældre havde fået en hjælpende hånd med fertilitetsbehandling.

Så set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, bør vi takke alle, der sætter børn i verden. For vi står overfor store demografiske udfordringer, som vil påvirke grundlaget for vores velfærdsmodel.

At sætte børn i verden er faktisk ikke så let, og det er blevet vanskeligere med tiden. En række fertilitets advarselslamper blinker og burde i højere grad have politikernes og arbejdsmarkedspartnernes bevågenhed.

Eksempelvis er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende 29 år, mens kvinders chancer for at blive gravid er størst i begyndelsen af 20’erne, hvorefter mulighederne for graviditet gradvist falder. Hver 10. kvinde, der ønsker børn, får enten ingen eller færre børn end ønsket, og 20 procent af alle mænd er barnløse, og mange mænd har dårlig sædkvalitet, hvilket vanskeliggør deres muligheder for at gøre en kvinde gravid. Faktisk er reproduktive sygdomme de hyppigste kroniske lidelser for personer i alderen 25 til 44 år – foran cancer, hjerte-kar sygdomme, astma, psykiske lidelser og sukkersyge.

Det har store personlige konsekvenser for de, der gerne vil have børn, men ikke kan få det, eller har svært ved at få det.

Men det har faktisk også en stor betydning for samfundet. For det har indflydelse på de store politiske dagsordener som fremtidens pensionsalder, udenlandsk arbejdskraft og for bemandingen og finansieringen af fremtidens velfærdssamfund.

Glædeligvis er der overordnet set politisk enighed om at stå vagt om velfærdssamfundet. Den politiske debat går mere på, om hvor meget man skal fokusere på initiativer, der gavner produktivitet og konkurrenceevne og hvor meget, man skal vægte fællesskabet for at kunne sikre fremtidens velfærdssamfund.

Uanset om man er mest til det ene eller det andet – eller en kombination, så bliver man nødt til at forholde sig til, at vores velfærdssamfund bygger på nogle økonomiske forudsætninger og balancer, der er knyttet til vækst og demografi – også kaldet ’generationskontrakten’. Den bygger kort sagt på, at det er den arbejdsduelige gruppe, der forsørger børn og ældre, som står uden for arbejdsmarkedet. Det vi ser i disse år er, at balancen mellem grupperne forrykkes, fordi der bliver født færre børn samtidigt med at ældre lever længere.

Det er denne skævvridning, der har fået Folketinget til – under skiftende regeringer – at lave reformer, som kompenserer for den demografiske ubalance mellem bidragydere og bidragsmodtagere. F.eks. en reform, der presser unge hurtigere gennem uddannelserne for at få dem tidligere ud på arbejdsmarkedet. En anden reform har betydet, at pensionsalderen løbende bliver hævet i takt med at levealderen stiger. En tredje reform har nedsat en række offentlige ydelser bl.a. ud fra et ønske om at skabe et øget incitament til at rykke folk fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Alle reformer har ét fælles formål, nemlig at øge antallet af bidragydere samtidigt med at gruppen af bidragsmodtagere mindskes.

Det faktum at vi ikke reproducerer os selv gør, at politikerne må finde andre veje for at opretholde vores velfærdssamfund. Udover reformer kunne en mulighed være at øge andelen af østeuropæisk arbejdskraft, men det synes der ikke at være generel stemning for. En anden mulighed kunne være at øge indvandringen, hvilket der politisk ikke er flertal for. En tredje mulighed er, at presse unge til at færdiggøre deres uddannelser endnu hurtigere end i dag og samtidigt hæve pensionsalderen endnu mere, men dette er ikke realistisk. Tilbage står, at vi må finde nye veje til at blive et reproduktivt bæredygtigt samfund.

Får vi ikke skabt en bæredygtig demografi og en langsigtet økonomisk balance, vil presset på vores velfærdsmodel kun øges.

Det glædelige er, at vi, uden at gribe ind i den grundlæggende præmis, at det er den enkelte, der selv afgør, om man vil have børn og hvornår, kan forbedre mulighederne for at flere børn kommer til verden.

Politikerne og arbejdsmarkedets parter bør give den reproduktive bæredygtighed øget opmærksomhed. Både af hensyn til samfundet og den enkelte.

Der bør sættes ind med øget oplysning om sammenhængen mellem alder og fertilitet. Og det bør gøres mere attraktivt at få børn, når man er under uddannelse. Samtidigt bør arbejdsmarkedets parter se på, om man kan indrette overenskomsterne således, at der skabes rum for et mere fleksibelt arbejdsliv, der kan gøre livet som småbørnsforældre lettere.

Dertil kommer, at behovet for fertilitetsbehandling vokser. Både som følge af reproduktive sygdomme og af nye familieformer. Men med en dansk fertilitetsklynge, der er blandt de bedste i verden, er der gode muligheder for at hjælpe barnløse. Og med få justeringer af gældende lovgivning, vil mange flere barnløse, både danskere og europæere, kunne få deres drøm om et barn opfyldt i Danmark.

Så hvis politikerne på den lange bane gerne vil finde andre værktøjer til sikring af velfærdssamfundet end de gængse med at presse unge hurtigere gennem uddannelsessystemet, hæve pensionsalderen, øge tilgangen af udenlandsk arbejdskraft for at vedligeholde generationskontrakten, bør der sættes øget fokus på reproduktiv bæredygtighed. Og det haster.