Af bestyrelsesformand og fhv. Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn. Kronikken har været bragt i Politiken den 27.11.2025.
Måske er USA’s fredsudspil kommet på et belejligt tidspunkt i lyset af, at præsident Zelensky for nyligt har understreget, at Ukraine har mulighed for at kæmpe i to til tre år mere. Det er en heroisk udtalelse, men også en sårbar melding. For den giver reelt kun EU og NATO to muligheder. Enten at kaste NATO ind i en fuldskalakrig for at presse Rusland ud af Ukraine eller satse på en hurtig diplomatisk løsning.
I Zelenskys udtalelse ligger der nogle meget ubehagelige spørgsmål gemt. Hvad nu hvis der stadigt er russiske tropper i Ukraine, når landet ikke har mere at kæmpe med? Hvad nu hvis Rusland til den tid er på vej mod Kiev? Hvad nu hvis EU ikke kan finde de hundredvis af milliarder Euro, der er en forudsætning for, at Ukraine kan kæmpe to til tre år mere?
Kan vi gøre noget, der fremmer freden, før kassen er tom eller før ragnarok bryder løs? Hvis vi hæver os lidt op i helikopterperspektiv, synes jeg, at situationen ser meget bekymrende ud, både for Ukraine og for EU.
USA vil ikke længere selv direkte støtte Ukraine, men de vil gerne fortsætte med at tjene penge på at levere våben til Ukraine, mod at EU betaler regningen. Med andre ord, EU har nu reelt fået ansvaret for at slå Rusland tilbage til start. Men er det realistisk i den verden, der tegner sig?
Den aktuelle geopolitiske situation er i sig selv meget bekymrende med krigen i Ukraine, et kronisk uroligt Mellemøsten, et utilregneligt USA og en ny multipolær verdensorden, hvor de internationale institutioner eroderer, og hvor EU’s rolle indskrænkes. Alt dette gør det svært at se lyst på vores børnebørns fremtid. Og det er ikke mere betryggende med en krigsretorik, der dag for dag eskalerer til nye højder. Reelt er vi kun en misforståelse eller en utilsigtet hændelse fra at Europa står midt i en storkrig. En krig som ingen ønsker.
Hidtil har EU’s støtte bestået af våben og penge, så Ukraine kan forsvare sig og holde samfundet kørende, samtidigt med at EU indtil videre har gennemført 19 sanktionspakker for at tvinge Rusland til at stoppe krigen.
Desværre har hverken vores støtte til Ukraine eller sanktionerne mod Rusland haft den ønskede effekt. Rusland fortsætter fremrykningen, om end med store ofre. Og samtidigt lider Ukraine i uhyggelig grad.
Naturligvis gør sanktionerne ondt på Rusland, men de rammer også de europæiske borgere og virksomheder, hvilket på sigt kan tære på EU-borgernes opbakning til EU’s Ukraine linje.
Senest har USA og EU iværksat initiativer til at gøre det umuligt for Rusland at sælge olie og gas på det internationale marked. Enten ved at pålægge 100 procent importtold på lande, der køber olie og gas fra Rusland, og/eller oversvømme markedet med olie for at presse prisen ned for på den måde at straffe Rusland. Kan det lade sig gøre, vil det være et hårdt slag mod Rusland. Men er det realistisk?
Næppe. Dels er Kina og Indien de største aftagere af russisk olie og gas, og de vil formodentligt fastholde deres aftaler med Rusland. Med de nye sanktioner mod to af Ruslands store olieraffinaderier vil det givetvis ske via nye mellemhandlere. Og ovenpå den toldbashing, som USA har udsat EU for, vil det ikke være i EU’s interesse også at komme i toldkrig med Indien og Kina.
Dertil kommer, at intet tyder på, at OPEC-landene vil producere mere olie for at presse prisen ned, ligesom heller ikke USA reelt ønsker et stort fald i oliepriserne, da de amerikanske selskaber, som producerer skiferolie, helst skal have en pris på minimum 65 dollar pr. tønde for at det er rentabelt for dem.
Det at verden ikke længere har én verdensmagt, men nu flere magtcentre med modsatrettede interesser, gør det sværere at lave en effektiv sanktionspolitik. Meget af den handel Rusland tidligere havde med EU, har de efter sanktionerne flyttet over til fx Kina, Indien, Sydafrika, Brasilien og en række asiatiske og afrikanske lande. At vi sanktionerer russisk olie og gas virker, for det rammer Ruslands eksportindtægter. Men at fx Carlsberg trak sig ud af det russiske marked, ramte givetvis Carlsberg hårdere end Rusland. Det har nok fået russere til at vælge andre ølmærker, men næppe fået dem til at drikke færre øl. At russere grundet sanktionerne ikke længere kan købe europæiske biler, har nok ramt de europæiske arbejdere og bilproducenter hårdere end russerne. For de køber nu flere kinesiske biler til glæde for de kinesiske arbejdere og producenter.
Det aktuelle fredsudspil fra USA med sine 28 punkter viser, at USA ikke rigtigt tror på, at en fortsat krig vil gavne Ukraine eller Vesten. Trump vil tilsyneladende hellere have krigen afsluttet og normaliseret forholdet til Rusland, så USA kan koncentrere sig om Kina og Sydamerika. Fredsudspillet, der ligger i forlængelse af Alaska-topmødet mellem USA og Rusland, hvor præsident Trump tilsyneladende ’pressede’ Putin til at acceptere, at frontlinjerne i provinserne Zaporizhzhia og Kherson kunne fastfryses, men at de ukrainske tropper skulle forlade Donetsk og Luhansk provinserne, hvoraf de endnu råder over ca. 20 procent. Dette kompromis blev afvist af Ukraine, for de forståeligt nok ønsker hele deres territorium tilbage. Og EU har hidtil lovet Ukraine støtte indtil den sidste russiske soldat er væk.
Spørgsmålet er, om EU reelt har mulighed for at fortsætte finansieringen af krigen til den endegyldige sejr for Ukraine? Det bliver dyrt. Og EU skal grave dybt i lommerne for at finde pengene. Fra dansk side kan vi nok fortsætte støtten et par år endnu. Men for EU’s store økonomier ser det mørkere ud. Både Tyskland, Frankrig og Storbritannien kæmper både med budgetunderskud og stigende folkelig modstand mod krigsstøtten. Og de sydeuropæiske lande udviser ikke synderlig offervilje. Allerede nu har EU-landene svært ved at finde de allerede lovede midler til Ukraine for indeværende år. Trods dette har EU alligevel lovet Ukraine fortsat støtte også i 2026.
Man kan selvfølgeligt komme et godt stykke vej, hvis EU beslutter sig for at konfiskere den russiske centralbanks indefrosne reserver i EU, der anslås til at være på 250 milliarder dollars. De vil nok kunne sikre EU’s økonomiske og militære støtte til Ukraine de kommende to til tre år.
Det er dog ikke uden problemer at konfiskere de russiske midler. Dels vil det være i strid med international lov. Dels har Rusland truet med at beslaglægge europæiske virksomheders værdier som gengæld. Dels vil det rokke ved EU’s globale omdømme at bryde de internationale spilleregler, som ikke engang blev brudt under 2. verdenskrig. Og det vil måske kunne få store lande som Kina og Saudi-Arabien til at overveje, om EU er et trygt sted at have deponeret deres penge.
Selv om det næppe er klogt, kan EU blive nødt til at gå denne vej. For uden de indefrosne russiske midler kan EU næppe finansiere Ukraine de kommende to til tre år.
Hvis de indefrosne russiske midler bruges til Ukraine nu, kan de ikke også bruges til genopbygningen af Ukraine efter krigen. Noget kunne tyde på, at USA har set dette. De foreslår, at man tager 100 milliarder dollars af de indefrosne midler til brug for genopbygningen af Ukraine. Et forslag som Rusland formodentligt har nikke til.
Hvis krigen fortsætter, er spørgsmålet om Rusland kan smides ud af Ukraine før EU’s kasse er tom? Fortsætter konflikten som hidtil, vil Rusland sikkert fortsætte med at kæmpe for at få fat i den sidste del af Donetsk, trods de tab og den tid det tager dem. Lige nu går det langsomt i deres retning.
Dertil kommer, at Ukraine også står overfor en anden stor udfordring. De mangler i stigende grad militært personel. Ifølge en meningsmåling offentliggjort i The Telegraph den 7. august 2025 er det kun en fjerdedel af ukrainerne, som ønsker at kæmpe mod Rusland til den bitre ende. Denne måling understøttes af, at antallet af unge ukrainere, der søger ophold i Danmark og andre europæiske lande er eksploderet på det seneste.
Det er forståeligt, at unge ukrainere ikke ønsker at dø i krig. Men det stiller både Ukraine og EU i et ubehageligt dilemma, som vi bliver nødt til at forholde os til.
Skal man tro den tidligere øverstbefalende britiske feltmarskal Lord David Richards, står vi overfor nogle skelsættende beslutninger. I et interview i Independent den 19. oktober, sagde han, at Ukraine er blevet givet falske forhåbninger af sine vestlige allierede, for Ukraine kan ikke vinde over Rusland uanset hvor mange våben de får fra Vesten, med mindre at NATO direkte griber ind med tropper i kampen mod Rusland. En holdning der ifølge vicepræsident J. D. Vance også deles af amerikanske militæranalytikere.
Hvis feltmarskal Lord Richards analyse er retvisende, er den skræmmende, for den peger jo reelt i retning af en 3. Verdenskrig, som ingen ønsker. Og EU og NATO har hidtil sagt, at vi ikke ønsker at involvere os direkte militært i konflikten.
Men kan vi undgå at involvere os direkte i krigen, eller har vi andre muligheder, nu hvor kassen er ved at løbe tom?
Vi ved, at den fortsatte krig vil gøre meget ondt på Rusland, og at Ukraine fortsat vil forbløde i ekstrem grad. Og vi ved, at udover de hundredtusinder af ukrainere og russere, der indtil nu er døde eller traumatiserede, vil der komme mange flere til.
Vi kan selvfølgeligt håbe på, at Rusland forbløder og giver op inden for de næste par år. Men hvis ikke, kan vi stå i en situation, hvor Rusland fortsætter fremrykningen, mens Ukraine efterlades alene på perronen, fordi vores pengekasse er tom, og Ukraine ikke har flere soldater. Det er jo en ubærlig situation.
Naturligvis er det betryggende, at NATOs generalsekretær Mark Rytte på et pressemøde efter det seneste NATO møde den 15. oktober slog fast, at NATO er langt stærkere end Rusland, så frygten for at Rusland skulle fortsætte med en eller flere selvmordsaktioner mod NATO-lande er næppe realistisk. Og med de kvaler, som Rusland alt andet lige har haft i Ukraine, har de nok ikke appetit på at bide skeer med NATO.
Hvis Mark Rytte har ret i, at NATO allerede i dag er meget stærkere end Rusland, og hvis feltmarskal Lord Richards har ret i, at Ukraine ikke kan vinde, sammenholdt med den realitet, at vores evne til at understøtte Ukraine økonomisk og militært ikke varer evigt, så er spørgsmålet er, om ikke Ukraine står stærkere i en evt. fredsforhandling i dag end om få år, når kassen er tom og antallet af ukrainske soldater tynder ud?
Mon ikke tiden er inde til, at EU træder i karakter og skubber præsident Trump til side og selv træder ind på den diplomatiske bane? Forudsætningen for at dette kan ske, er naturligvis at EU fravrister USA eneretten til kontakter med Rusland. I konfliktens begyndelse, gjorde flere EU-lande gode anstrengelser for at finde løsninger. Det bør vi gøre igen.
Jeg ved godt, at nuancerne og historien fortoner sig, når en krig raser. Og det er også svært at skrue tiden tilbage. Men hvis man nu ser på de forhandlinger, der var i Minsk i 2014 og 2015 og i Istanbul i 2022, så er der måske nogle tanker, som kan danne udgangspunkt for en fredsaftale. Under disse forhandlinger anerkendte både Ukraine og Rusland, med Tyskland og Frankrig som mediatorer, at parterne qua deres århundrede gamle fælles historie i det østlige Ukraine har interesser og udfordringer i området. Nogle af forslagene fra Istanbul-forhandlingerne er faktisk indeholdt i USA’s seneste fredsudspil.
Det førende amerikanske magasin for udenrigspolitik Foreign Affairs, havde i 2024 en artikel om Istanbul-forhandlingerne i 2022 med titlen ’ Forhandlingerne, der kunne have afsluttet krigen i Ukraine’. Artiklen byggede på samtaler med flere af de involverede diplomater. Undervejs i disse forhandlinger skulle Ukraine have fremlagt et udkast til kommuniké, der bl.a. beskrev ’Ukraine som en permanent neutral, ikke-nuklear stat… Og at Ukraine vil give afkald på enhver intention om at tilslutte sig militæralliancer eller tillade udenlandske militærbaser eller tropper på landets jord’. Til gengæld skulle de lande, der sad i FNs Sikkerhedsråd stille garantier for Ukraine.
I samme udkast skulle Rusland også have været åbne for, at Ukraine kunne tilslutte sig EU, hvilket må siges at være en ny tilgang fra Rusland, da de i 2013 lagde ikke så lidt pres på den daværende Ukrainske præsident Viktor Janukovitj for at bryde forhandlingerne med EU. Der var givetvis også uafklarede punkter. Men selv om der er løbet meget vand i åen siden, så kunne diplomatiet måske vende tilbage til ovenstående udkast fra Istanbul-forhandlingerne, og lade det være en byggesten for en mulig fredsaftale.
Istanbul-forhandlingerne endte desværre uden resultat. For som den daværende britiske premierminister Boris Johnson sagde, så var det bedre, at Vesten fortsatte ’med at intensivere sanktionerne med et rullende program, indtil hver eneste af Putins tropper er ude af Ukraine’.
Tiden er ikke inde til at pege fingre ad hinanden. Nu står vi, hvor vi står. Med en konflikt, hvor omkostningerne har været og fortsat er smerteligt store, og som ikke kan løses militært. En konflikt, der kun kan løses med diplomati og kompromisser. Hvor Ukraine får sikkerhedsgarantier, og hvor EU/NATO og Rusland giver hinanden gensidige sikkerhedsgarantier, så vi kan få genskabt et fredeligt Europa, hvor vores børn og børnebørn kan udvikle et mellemfolkeligt samkvem, og hvor vores virksomheder kan udvikle samhandel på tværs af landegrænser, så velstand og velfærd kan udbredes til alle kroge af Europa både i øst og vest.