af Søren Ziebe, professor og klinikchef for fertilitetsklinikken på Rigshospitalet

Ole Sohn, bestyrelsesformand for Cryos International, fhv. Erhvervs- og Vækstminister

Kronik i Politiken fredag den 12. april 2019

Vi mennesker fødes med et fantastisk biologisk potentiale, som vi gennem generationer har forstået at træne og udnytte. Vi har evner til abstrakt tænkning og til at tilegne os enorme mængder viden. Vi kan indgå i komplicerede sociale sammenhænge og vi lever længere og længere.
Men vi fødes også med biologiske begrænsninger. Områder, hvor vores fysik har sit eget autonome liv. Vi mister smidighed og styrke med alderen. Ligeledes må der briller til, når vores syn ikke længere er helt lige så skarpt, som da vi var yngre.
Men de biologiske begrænsninger har særligt på et område været overset. Vores evne til at få børn topper i de tidlige 20’ere og går kun ned af bakke derfra. Og trods store stigninger i levetid har vores reproduktive periode ikke ændret sig overhovedet. Den periode, hvor vi kan få børn, er den samme som for vores bedste- og oldeforældre.

Det viser det faldende børnetal med al uønskelig tydelighed. Som befolkning reproducerer vi simpelthen ikke os selv her i Danmark. Ud fra et rent biologisk perspektiv går vi for sent i gang med at få børn, og konsekvensen er, at flere og flere danskere får problemer med fertiliteten. Vores ”reproduktive bæredygtighed” som individer og som samfund er under pres. Og selv om det naturligvis er helt op til den enkelte og er et meget personligt spørgsmål, om man vil have børn og hvornår man vil have børn, så tyder meget på, at kombinationen af uvidenhed om fertilitet og biologi samt en samfundsmodel, som økonomisk og karrieremæssigt tilskynder at udsætte ”projekt børn”, ofte spænder ben for manges familiedrømme. Det har selvsagt enorme personlige konsekvenser for de berørte, men har faktisk også en overordentlig stor og fuldstændig underbelyst langsigtet betydning for de ellers heftigt debatterede politiske spørgsmål som fremtidens pensionsalder, behovet for ekstra arbejdskraft, finansiering af fremtidens velfærdsstat, ligestilling etc. etc.

Sammenhængene er komplekse. Men faktum er, at jo færre børn vi får, desto senere kan vi gå på pension, desto mere arbejdskraft kommer vi til at mangle og desto færre bliver der alt andet lige til at finansiere fremtidens velfærd. Præcis hvad der skal til, hvis man vil skabe et reproduktivt bæredygtigt samfund, hvor man styrker ligestillingen, fremmer mulighederne for at få flere børn og understøtter familieplanlægning så den er mere i sync med vores biologi samtidig med, at man imødekommer ønsker og drømme til karriere og arbejdsliv, er både dilemmafyldt og åbent for debat.

Men sikkert er det, at både af hensyn til den enkelte, til erhvervslivet og til samfundsøkonomien, er man politisk nødt til at få sat fokus på den reproduktive ubalance, således at fødselsraten hæves. Og erhvervslivets organisationer, Dansk Industri og Dansk Erhverv, bør ligeledes have bevågenhed på reproduktiv bæredygtighed, da det har stor betydning for fremtidens arbejdskraftressourcer.

Advarselslamperne blinker

Hvad der imidlertid ikke er til debat er, at en række advarselslamper blinker og nødvendiggør en aktiv og oplyst stillingtagen – både for den enkelte og for os alle som samfund.

1) Alderen for førstegangsfødende er i gennemsnit godt 29 år

I 1960’erne var førstegangsfødende i gennemsnit 23 år i Danmark. Alder er den vigtigste enkeltfaktor for en kvindes frugtbarhed. Som 20-årig er kvindens chance for at blive gravid og føde en baby 34 % per måned. Som 30-årig er den halveret til 17 % og som 40-årig er den kun 6 %.

2) Fødselsraten i Danmark er styrtdykket til 1,73 barn (forventet antal fødte børn pr. kvinde)

Skal vi reproducere os selv, så skal tallet være 2.1. Vi skal med andre ord have 20 % flere børn for at være ”bæredygtige”.

3) Hver 10. kvinde, der ønsker børn, får enten ingen eller færre børn end ønsket. Hver 5. danske mand bliver aldrig far

20 % af alle danske mænd er barnløse (Procentdel af alle over 45 år uden børn). For mange, men ikke alle, er der tale om ufrivillig barnløshed.

4) Reproduktive sygdomme er de hyppigste kroniske lidelser i den reproduktive periode af vores liv

I aldersgruppen 25-44 år er reproduktiv sygdom klart den hyppigst forekommende sygdom, foran bl.a. cancer, hjerte-kar-sygdomme, astma, langvarige psykiske lidelser og sukkersyge.

5) Mange mænd har dårlig sædkvalitet
Op mod 40% af danske mænd har en sædkvalitet der betyder, at det som minimum vil tage dem længere tid at gøre en kvinde gravid

6) I Danmark bliver hvert 10. barn nu undfanget på en fertilitetsklinik

Det betyder, at der i gennemsnit sidder to til tre børn i hver skoleklasse, som ikke ville være her, hvis ikke deres forældre havde fået en hjælpende hånd. Uden fertilitetsbehandling ville både familier og samfundet som helhed være i krise.

7) Økonomiske og jobmæssige advarselslamper

Med færre fødte børn vil arbejdskraftmanglen vokse i fremtiden, og eftersom udfordringerne med lave fødselsrater er de samme i hele Europa, vil det ligeledes blive sværere at hente den nødvendige arbejdskraft udefra. Dermed vil samfundsøkonomien og velfærden blive sat under yderligere pres.

Velfærdssamfundet kommer i dyb krise

To spørgsmål er nærliggende at stille sig selv:

1) Hvad sker der, hvis vi ignorerer problemet og fortsætter med at indrette os på en måde, som ikke i reproduktiv forstand er bæredygtigt?

2) Hvad ville det omvendt betyde for samfundet, hvis vi fik indrettet os mere på biologiens præmisser og valgte at få børn, når vores kroppe tilsiger det, fremfor når vi synes at vores livssituation giver plads? Og hvordan kan man indrette et samfund således, at vi på frivillig basis og med respekt for væsentlige andre samfundshensyn og værdier opnår en langsigtet reproduktiv bæredygtighed i Danmark?

Vores velfærdssamfund hviler på en række økonomiske forudsætninger og balancer, som er tæt knyttet til vækst og demografi. En af de væsentligste er forholdet mellem antallet af borgere i den arbejdsduelige alder (ca. 18-64 år) – og antallet af børn og ældre. Den demografiske grundpræmis og ”generationskontrakten” er baseret på, at den arbejdsduelige gruppe, hvoraf flertallet antages at være i beskæftigelse, forsørger børn og ældre, som naturligt står uden for arbejdsmarkedet. Kommer der uligevægt i den demografiske balance, f.eks. som konsekvens af et faldende børnetal eller en markant stigende levealder, må man enten ændre samfundskontrakten helt grundlæggende, eller tilpasse samfundet til den nye virkelighed.

I denne kontekst bør vi intensivere samtalen om, hvordan vi skal langtidssikre velfærdssamfundet og sikre balancen mellem netto bidragsydere og bidragsmodtagere (som jo for manges vedkommende er mangeårige bidragsydere). Er svaret en højere eller mere fleksibel pensionsalder, som tæller dobbelt og både giver flere penge i samfundskassen og færre udgifter? Skal vi styrke fokus endnu mere på at få unge endnu hurtigere gennem uddannelsessystemet, som ligeledes tæller dobbelt og fremrykker tidspunktet, hvor man går fra bidragsmodtager til bidragsyder? Skal vi tilbyde lavere ydelser, ud fra en antagelse om at det dels mindsker finansieringsbehovet og dels, når vi taler om de arbejdsduelige, vil give flere et større incitament til at komme i beskæftigelse? Og hvordan skal vi imødekomme det øgede behov for arbejdskraft, når f.eks. de østeuropæiske lande nu selv har behov for øget arbejdskraft og tilbyder løn og arbejdsvilkår, så mange nu vælger at tage tilbage til hjemlandet?

I Danmark, såvel som i hele Norden, har vi i de senere år været nødt til at genbesøge vores velfærdsmodeller og i forskellig grad diskutere og implementere væsentlige dele af de nævnte forslag, hvoraf en del har været både kontroversielle og vanskelige. Som det fremgår og som alle, der har fulgt med i politik i de seneste årtier, vil nikke genkendende til, så har alle de nævnte tiltag haft betydelige sociale og fordelingspolitiske konsekvenser. Men spørgsmålet om at få rettet op på vores reproduktive ubalance har ikke været en del løsningen. Men den udfordring skal være en del af den samtale vi er nødt til at have med hinanden.

Får vi ikke skabt en bæredygtig demografi og dertilhørende langsigtet økonomisk balance, vil presset på vores velfærdsmodel kun øges. Den positive udvikling i f.eks. fertilitetsbehandling har været med til at mindske problemet væsentligt. Der sidder nu to til tre børn i hver skoleklasse, som ellers ikke villet have siddet der. Men skal vi genoprette den reproduktive bæredygtighed og løfte fødselstallet, så kræver det en grundlæggende anden adfærd. Problemet kan ikke løses i klinikken alene. Vi må forandre, for at bevare. Og vi bliver nødt til at indrette samfundet på en sådan måde, at vi igen får tid og lyst til at få børn, mens de biologiske forudsætninger er tilstede. Rent biologisk og fertilitetsmæssigt ”topper” vi i de tidligere 20’ere. Og det er næppe hverken et realistisk eller ønskeligt mål at komme tilbage dertil, men det angiver en retning. Hvis vi blot når et stykke af vejen, er meget vundet, og langt flere unge kvinder og mænd vil igen kunne får børn ved egen kraft.

Hvordan skaber vi så et samfund, hvor vi ikke løber hovedet mod den biologisk definerede ”fertilitetsmur”? Kan vi gøre noget for at gøre det attraktivt at få børn, når man eksempelvis er under uddannelse? Ville det været et godt signal og en hjælp i hverdagen, at have vuggestuer og børnehaver på de store uddannelsesinstitutioner? Kunne man gøre det mere økonomisk attraktivt at få børn, når man er under uddannelse? Man kunne måske også forestille sig, at vi indrettede et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor man i højere grad tog udgangspunkt i den livsfase man befandt sig i? Der er faser i livet, hvor man har tid, lyst og overskud til at arbejde mere end normen og andre faser, hvor man har brug for lidt kortere dage, for at få hverdagen til at hænge sammen. En time tidligere fri kan betyde alverden for en ung børnefamilie, der skal nå en daginstitution. Og tilsvarende, når vi senere i livet har behov for at følge vores gamle forældre til lægen. En ting er sikkert. Skal vi nå målet, så skal vi have alle ideer på bordet, og det haster!

De langsigtede konsekvenser af en ubalanceret demografi er naturligvis svære at sætte præcise decimaler på, da den slags fremskrivninger i sagens natur er behæftet med nogen usikkerhed. Og i et frit land kan det selvsagt ikke være statens opgave, at diktere hvornår den enkelte kvinde og mand vælger at få børn. Det er naturligvis op til den enkelte, og så igen biologien, hvor mange børn vi rent faktisk får. Men da vi ved, at mellem 80-90 % af mænd og kvinder er grundlæggende uvidende, eller har ringe eller forkert viden om sammenhængen mellem alder og fertilitet, og da vi med sikkerhed kender de grundlæggende sammenhænge og demografiske forudsætninger for vores nuværende velfærdssamfund, så kan vi konkludere tre ting:

1) Netop nu træffer unge kvinder og mænd dårligt informerede valg, når det gælder ”timingen” af projekt børn, og mange betaler en høj personlig pris, når går op for dem, at tiden enten er løbet ud, eller er ved at løbe ud.

2) Alt for ofte bidrager vi som forældre og bedsteforældre ubevidst til situationen, når vi ønsker for vores voksne børn, at de venter med at stifte familie, til de har fået uddannelse, godt job og den rigtige bolig. Vi tænker ikke over, at ambitionerne kan overhale de unges biologi og evne til at få børn.

2) De økonomiske forudsætninger for vores nuværende velfærdsmodel er en reproduktiv bæredygtighed, som i stigende grad undermineres af de lave fødselstal. Højere pensionsalder, pres på de unge for at færdiggøre uddannelse samt indvandring kan i et vist omfang ”lukke hullet”. Men det er politisk kontroversielle løsninger, som ikke nødvendigvis nyder opbakning i befolkningen.

Fertility Awareness tænketank

Vi foreslår, at man fra samfundets side griber fat om nældens rod. Der er behov for at sundhedsprofessionelle, sociologer og samfundsøkonomer sætter sig sammen og sikrer, at både borgere og samfund klædes på til at møde udfordringerne og træffer åbne og informerede individuelle og kollektive valg, hvor både de kortsigtede og langsigtede konsekvenser er belyst. Vi foreslår konkret, at vi opretter en Tænketank, som bl.a. skal have til opgave at samle de forskellige forskningsområder og generere viden og kortlægge årsager til nedsat frugtbarhed, formidle ny og eksisterende viden om disse årsager og kortlægge, analysere og formidle viden om hvilke kulturelle og samfundsmæssige barrierer, der ligeledes påvirker fødselsraten. Tænketanken skal således også kunne bidrage med forslag og anbefalinger målrettet både samfunds- og individniveau.
Miljø- og klimadagsordenen har bl.a. slået rod, fordi man med stor succes har oprettet tænketanke, som insisterede på at udfordre problemer og løsninger, som udelukkende blev diskuteret med afsæt i traditionelle økonomiske og fordelingspolitiske termer. I dag er udtryk som ”den grønne bundlinje” og ”miljømæssig bæredygtighed” en integreret del af tænkningen og jargonen i både det offentlige og det private rum. Vi kunne ønske os, at den reproduktive bæredygtighednød samme opmærksomhed. Både for samfundets og den enkeltes skyld.