Kronik bragt i RÆSON oktober 2015

Fhv. Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn

Har centrum-venstre mistet sin livskraft i takt med at den generelle materielle nød i samfundet er blevet afskaffet og forbrugersamfundets relative velstand er blevet mere og mere udbredt? Nej, centrum-venstre kan få fornyet livskraft ved at udvise politisk lederskab og formulere visioner for løsning af tidens store udfordringer, som er at sikre kloden for kommende generationer.

Vores forældre og generationer før dem har med slid og flid under langt vanskelige vilkår, end dem vi lever under, skabt vores velfærdssamfund. De gjorde det, fordi de løftede i flok, og fordi lønmodtagerne var godt organiserede og kunne lave gode kollektive aftaler med arbejdsgiverne.

De udviklede et samfund med arbejde og tryghed for de fleste. Samtidigt blev vores generation opdraget til selvstændig optræden, hvilket er en forudsætning for, at vores moderne samfund har kunnet fungere. Men vi stiller øgede krav til fællesskabet om at give plads for individuel udfoldelse og mangfoldighed.

I dag breder bekymringen sig om, hvorvidt vi kan opretholde velfærdssamfundet og videregive det i en bedre stand til vores børn og børnebørn, så de også kan leve i et fællesskab med fri og lige adgang til god uddannelse, moderne sundhedsydelser og et værdigt otium.

I en tid hvor vores globaliserede verden med dens intensive konkurrence udfordrer vores velfærdssamfund, har centrum-venstre brugt mange kræfter på at forsvare og bevare de goder, som vores forældre og bedsteforældre tilkæmpede sig. Mange betragter goderne som velerhvervede rettigheder.

Samtidigt stiller vi flere og flere krav til velfærdsordningerne. På den ene side vil vi gerne have gode rammer for velfærden, men vi ønsker ikke ensartede løsninger. De kollektive interesser, der grundlagde velfærdssamfundet, kan i dag kun fremmes gennem overbevisning og argumentation, med respekt for individet.

De færreste tvivler på, at centrum-venstre tillægger velfærden i samfundet, og det at få har for meget og færre for lidt, stor betydning. Men fokuserer vi for meget på at forsvare privilegierne uden at have et tilsvarende fokus på forudsætningerne for dem, eroderer rettighederne og dermed velfærdssamfundet.

Uheldigvis er der også en tendens til, at den offentlige sektors størrelse bliver brugt som målestok for, hvor meget eller hvor lidt velfærd der er i samfundet. Men det er simpelt hen en forkert målestok. For man får ikke nødvendigvis en mere ordentlig, velfungerende og moderne offentlige sektor ved flere penge. Effektiviseringer og et øget fokus på at bruge medarbejdernes ressourcer på kerneopgaver, vil kunne give et pænt løft.

Ligeledes er spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse i forhold til den private også en uklog tilgang til vurdering af velfærden. For velfærden finansieres jo af indtægterne fra den private sektor. Virkeligheden er jo, at det er helt afgørende, at den private sektor vokser, således at der skabes flere jobs, således at arbejdsløsheden falder. For udover et gode for den enkelte, så betyder det også flere skatteindtægter og færre udgifter til offentlig forsørgelse.

Og når jobskabelsen i den private sektor lykkes, har det den effekt, at den private sektor fylder relativt mere, hvorved den offentlige sektor tilsvarende bliver relativt mindre. Men det er jo positivt., for det betyder at fundamentet for velfærden styrkes.

Hvor centrum-venstre i det 20. århundrede var kendt for udvikling af velfærdssamfundet, bør centrum-venstre i det 21. århundrede stå for at udvikle forudsætningerne for velfærden, nemlig udvikling af vækst og produktion i den private sektor. Dette indebærer et stærkt og vedvarende fokus på erhvervslivets konkurrenceevne. For det er gennem et stærkt erhvervsliv velstanden til finansiering af velfærden skal komme.

Centrum-venstre skal stå for balancen i samfundet og sikre sammenhæng mellem vækst og velfærd. I virkeligheden er det en moderne omskrivning af de gamle røde faners parole om, at: ’Gør din pligt og kræv din ret’. Der skal ydes, før der kan nydes.

Der forestår fortsat en stor opgave i at sikre miljøet og klimaet for de kommende generationer, samtidigt med at der skal sikres vækst for at fremtidssikre velfærd og udvikling. Glædeligvis kan det lade sig gøre at skabe denne sammenhæng og balance. Og centrum-venstre har bidraget meget hertil.

Det at det lykkedes centrum-venstre at løfte miljøet højt op på den politiske dagsorden, har sat sine tydelige spor på væksten i Danmark. Den er blevet mere grøn. Vi er i dag f.eks. førende indenfor cleantech industrien og landbrugs- og fødevareindustrien. Ikke kun i Danmark, men på verdensmarkedet.

I dag er alle virksomheder optaget af at være ressourceeffektive. Ikke (kun) fordi at centrum-venstre har været aktive på den grønne dagsorden. Men fordi det styrker virksomhedernes konkurrenceevne og derfor kan betale sig.

Det at den grønne dagsorden og væksten kan gå hånd i hånd er jo fantastisk. Og det skal centrum-venstre fokusere mere på i det 21. århundrede. Virkeligheden er, at der skal produceres mere for mindre. Og det gode er, at det kan lade sig gøre.

Selv om der løbende er megen debat om landbruget og miljøet, er det vigtigt at understrege, at dansk landbrug og fødevaresektoren faktisk er langt fremme på den grønne dagsorden.

Når vi snakker om fødevareproduktion, står vi overfor to enormt store udfordringer.

Dels bliver der hastigt flere munde, der skal mættes. Verdens befolkning forventes at vokse fra de nuværende syv milliarder til ni milliarder i 2050. Samtidigt løftes milliarder ud af fattigdom. Alene frem mod 2030 forventes middelklassen at vokse med to milliarder til næsten fem milliarder. Og de ønsker sunde, bæredygtige og velsmagende kvalitetsfødevarer.

Det presser klimaet, miljøet og verdens knappe naturressourcer, som rent vand, dyrkbar jord, fiskebestande og fossile energikilder.

Der findes kun én løsning på disse udfordringer. Der skal produceres flere fødevarer samtidigt med at presset på naturen mindskes. Altså mere for mindre.

Denne nødvendighed har haft en positiv indvirkning på fødevarevirksomhederne – fra jord til bord. De har effektiviseret produktionen og brugt færre ressourcer. Samtidigt er der skabt et marked for nye teknologier og løsninger, der kan øge ressourceeffektiviteten, hvilket også har skabt nye jobs og eksport for Danmark. Dertil kommer, at rest- og biprodukter fra fødevareproduktionen ikke længere betragtes som affald, men som en ressource, der kan udvikles til vedvarende energi. Og danske fødevareprodukter er kendetegnet ved en ensartet høj kvalitet med høj fødevaresikkerhed, og vi har tillige et godt og respekteret veterinært beredskab.

Hele denne udvikling har været hjulpet godt på vej af en stigende forbrugerbevidsthed, et vedvarende folkeligt og politisk fokus på miljø og dyrevelfærd – og en anerkendelsesværdig indsats til fremme af dansk gastronomi.

Naturligvis er debatten om, hvorvidt vi gør nok for at mindske presset på miljøet og naturen, vigtig. Men det er værd at glædes over, at dansk landbrug faktisk fra 1990 til 2011 har reduceret kvælstofoverskuddet med 45 procent, og udledningen af drivhusgas er faldet med 24 procent, samtidigt med, at produktionen er øget med 45 procent. Faktisk er dansk landbrug europamestre i miljøvenlig produktion. Hvilket også understøttes af, at den danske økologieksport er tredoblet siden 2006.

Denne udvikling skal fortsætte. Derfor skal centrum-venstre arbejde mere aktivt for at fremme den grønne dagsorden i EU og på globalt plan. Det gavner både miljø, vækst og jobskabelsen i den samlede fødevareindustri.

Den stigende globale efterspørgsel efter sunde fødevarer giver i tilgift muligheder for at eksportere ny viden og knowhow indenfor sundhed, kost og ernæring.

Centrum-venstres hovedopgave i det 21. århundrede er at sikre en sund samfundsøkonomi, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne og indtjeningskraft. For det er derigennem vi skal skabe velstand til velfærden. Dem der bliver tabere i samfundet, hvis der er uorden i samfundsøkonomien, og hvis rammerne for erhvervslivet er for dårlige, er de svageste grupper i samfundet. For det betyder nedskæringer i velfærden og tab af arbejdspladser.

Grækenland er et skrækindjagende eksempel herpå. I det hele taget er Europa presset i den nye globale verden – og det er Danmark også. Så der er behov for nye samfundsreformer for at sikre velfærdssamfundet i det 21. århundrede.

I en global verden er hverken forbrugere eller erhvervslivet funderet på nationalstaten. Forbrugerne bliver mere og mere kritiske og og prisbevidste. Og i vores globaliserede verden er en vares produktionsland ikke afgørende. For som forbrugere vil vi have varer og tjenesteydelser, der er bedst til prisen. Det er realiteter, som vi ikke kan se bort fra.

Derfor skal centrum-venstre til stadighed have fokus på vores konkurrencekraft. I modsat fald mister vi velfærd og skubber flere og flere væk fra arbejdsmarkedet. Og i det danske velfærdssamfund, hvor vi har skabt relativt gode løn- og ansættelsesvilkår på overenskomstmæssige vilkår, som vi gerne vil fastholde, kræver det endnu mere fokus på produktivitet og konkurrenceevne. Det skal ganske enkelt være lønsomt for virksomhederne af betale danske lønninger. I modsat fald øges presset på det danske lønniveau. Det var også dette ræsonnement, der lå til grund for formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, da han i sin tiltrædelsestale for nogle år siden sagde, at hans mål var, at produktiviteten på danske metalvirksomheder skulle øges med 50 procent over de kommende ti år. For det er forudsætningen for, at der er produktionsarbejdspladser for hans medlemmer i fremtiden.

Et andet afgørende forhold i en progressiv erhvervspolitik er, at der er stabilitet om rammevilkårene for virksomhederne, som jo skal skabe de mange nye arbejdspladser. Hvis en virksomhed skal investere i et nyt produktionsanlæg, kan det ofte vare mange år af forrente disse investeringer. Kendskab til omkostningsniveauet over en længere periode, vil fremme virksomhedernes investeringslyst.

Når virksomheder overvejer nye investeringer, laver de naturligvis dybtgående markedsanalyser, men de vurderer også de risici, der er omkring dem, og som de ikke kan påvirke, men kun reagere på. F.eks. på politiske, økonomiske, sociale, teknologiske og miljømæssige forhold. Ustabilitet om disse forhold hæmmer investeringslysten. Virkeligheden er jo, at virksomhederne har et enormt ansvar. Mange små og mellemstore virksomheder er personligt ejede, hvor ejeren har sat hele familiens økonomi på højkant. Store virksomheder skal stå til ansvar overfor aktionærerne, som jo ofte er pensionskasser, der forvalter hårdtarbejdende lønmodtageres pensionsopsparing.

Centrum-venstre bør i særlig grad have fokus på, at der skabes produktionsarbejdspladser, fordi det gavner ufaglærte og faglærte grupper. Nye produktionsarbejdspladser skaber en positiv spiral i samfundet, for med produktionsjob følger også forsknings- og udviklingsaktiviteter og servicejobs. Der skal bygges fabrikshaller, transporteres varer, udvikles it-systemer m.v. Det medfører naturligt flere skatteindtægter, der kan bruges til velfærd, evt. målrettede skattereduktioner og bedre rammevilkår for erhvervslivet, som igen skaber nye jobs.

Men forudsætningen for, at strategien om at fastholde og udbygge antallet af produktionsarbejdspladser i Danmark, indfries kun, hvis det er rentabelt af producere i Danmark i forhold til udlandet.

En klar centrum-venstre strategi for jobskabelse og et værn om de dårligst stillede i samfundet, går gennem en progressiv erhvervs- og vækstpolitik. Det kræver partnerskaber med erhvervslivet, de faglige organisationer, kommuner og regioner. Og det kræver også et bredt politisk samarbejde at sikre stabiliteten i samfundet.

F.eks. er arbejdsmarkedets parter nøglespillere, ikke mindst hvad angår løn- og ansættelsesforhold, erhvervsuddannelser og beskæftigelsespolitikken. Og kommunerne og regionerne er helt centrale i forvaltningen af velfærds- og sundhedspolitikken.

Centrum-venstre har op gennem det 20. århundrede været drivende i op- og udbygning af den offentlige sektor. Men i ønsket om, at gøre den offentlige sektor så god som muligt og minimere antallet af fejl, er der også blevet opbygget et kontrol- og detailstyringssystem, der er hæmmende for udviklingen og effektiviseringen af den offentlige sektor.

Opgaven for centrum-venstre er at omdanne, modernisere og indrette den offentlige sektor, så den bliver bedre til at fremme innovation og løfte produktiviteten. Hvis ikke det sker, bliver det de lavtlønnede og arbejdsløse, der kommer til at betale for meget for en dårligere service, hvor de velstillede blot vælger alternativer til.

En af de store udfordringer for den offentlige sektor er paradoksalt nok accelereret i takt med at Folketinget har decentraliseret den offentlige forvaltning og overført flere og større opgaver til kommunerne. I stedet for at lade kommunerne rette fejl og finde nye løsninger, når der er behov for det, fører enkeltsager, som er rejst via medierne, ofte til at Folketinget vedtager nye regler og mere detailstyring. Det sker i et misforstået forsøg på at udvise politisk handlekraft, men virkeligheden er ofte, at regel på regel øger behovet for kontrol, som igen øger risikoen for fejl og nye klagemuligheder, som igen fører til flere politiske enkeltsager i drømmen om en nulfejlskultur. Og denne onde cirkel dræner energi og innovationskraften blandt både ledere og medarbejdere i den offentlige sektor.

Den offentlige sektor skal være langt mere resultatorienteret end arbejdsprocesorienteret. Det både øger friheden og ansvaret hos ledere og medarbejdere, hvorved produktiviteten vil kunne hæves. Alt for mange medarbejdere i den offentlige sektor bruger en uforholdsmæssig stor andel af deres arbejdstid på opgaver, der ikke relaterer sig til deres kerneopgaver.

Den globale konkurrence som store dele af den private sektor er underlagt betyder, at arbejdspladserne forsvinder, hvis ikke virksomhederne er konkurrencedygtige. Det har bl.a. medført langt mere fleksible overenskomster, der indenfor nogle fælles rammer giver den enkelte virksomhed , deres medarbejdere og tillidsrepræsentanter bedre muligheder for at omstille sig, når konkurrencevilkårene kræver det, for på den måde at sikre flest mulige arbejdspladser.

Den incitamentsstruktur, som virker i den private sektor, fungerer ikke helt på sammen måde i den offentlige sektor. Jeg tror, at de fleste kender eksempler på, hvor den offentlige sektor kunne gøre det bedre. Her er et eksempel fra hovedstadsområdet, hvor de privatpraktiserende læger har et fælles laboratorium, der fortager blodprøver mv. Hvis lægen finder, at en patient på baggrund af en blodprøve bør sendes til viderebehandling på et af hovedstadens hospitaler, vil patienten skulle have foretaget de samme prøver en gang til, for lægernes og sygehusenes systemer taler ikke sammen. Ud over at det er generende for borgeren, er det også et fordyrende dobbeltarbejde, som ikke kommer borgerne til gavn. Incitamentet til at gøre noget ved det har ikke været fremherskende.

De offentlige overenskomster er præget af mindre fleksibilitet og er mere faggruppeopdelt. Det gør det naturligvis vanskeligere at bruge medarbejdernes ressourcer på den bedst mulige måde, hvilket kan have indflydelse på den service borgerne får.

Det vil fremme moderniseringen af den offentlige sektor, hvis det offentlige arbejdsmarked får mere rammeprægede overenskomster, der giver mulighed for større fleksibilitet til at løse de offentlige serviceopgaver, således at lederne, medarbejderne og de lokale tillidsrepræsentanter får større muligheder for at lave lokale aftaler om at udnytte arbejdstiden bedre.

Mindre bureaukrati, færre regler og processtyring samt mere fleksible overenskomster vil give medarbejderne større indflydelse på deres daglige arbejde, og det giver rum for, at lederne på de offentlige arbejdspladser får større ansvar og råderum, hvilket giver bedre muligheder for tydelig ledelse, fremfor at skulle administrere centralt fastlagte regler på den bedst mulige måde.

I arbejdet med at modernisere og effektivisere den offentlige sektor, er der også andre udfordringer som trænger sig på, hvor der kan trækkes på erfaringerne fra den private sektor.

Samfundet blev bygget op omkring en stærk offentlig sektor, der tog vare på velfærden – både den hårde og bløde velfærd. Daginstitutioner, folkeskolen, plejehjem, sygehuse og en række forsyningsanlæg for vand, varme og affald m.v. De demokratiske og kritiske borgere, som velfærdssamfundet opfostrede, og som har nydt godt af velfærden vil videre. Det er ikke længere nok, at velfærdsinstitutionerne er der. Der stilles i dag stærkt stigende krav til kvalitet, diversitet og pris. Og det er en udvikling, der kun vil tage til i styrke fremover. Derfor skal den offentlige sektors service være bedre på kvalitet og pris. Hvis servicetilbuddene er for dårlige, vil de hovedsageligt blive benyttet af de økonomisk svage grupper, der ikke har andre muligheder, mens bedrestillede vil vælge private servicetilbud. Og det vil igen rejse debatten om, hvorfor man skal betale skat for noget, man ikke bruger.

For sammenhængskraften i samfundet er det vigtigt, at eksempelvis daginstitutioner og folkeskolen er en social smeltedigel, hvor børn fra alle samfundslag og grupper mødes, dannes og udvikles. Men sådan er det ikke i tilstrækkeligt omfang i dag. Flere og flere vælger folkeskolen fra til fordel for private skoler.

Skal udviklingen vendes, så folkeskolen er noget, der bliver valgt til, skal kvaliteten forbedres, så de alternative private skoler bliver mindre attraktive.

Og svaret er ikke øgede skatter til finansiering af den offentlige sektor. For øgede skatter vil gå ud over antallet af arbejdspladser i den private sektor, som igen vil betyde færre midler til den offentlige sektor

Svaret er en modernisering af den offentlige sektor, hvor borgerens oplevelse af servicen er i centrum. Det betyder, at der løbende skal effektiviseres, og at de midler der frigøres flyttes over, hvor servicen skal fastholdes eller forbedres. Meget kan gøres i de enkelte kommuner og regioner. Og en del nye midler vil kunne frigøres ved at løfte opgaverne i et større samarbejde mellem kommuner, regioner og staten.

De fem nye supersygehuse er en god illustration af, hvordan det offentlige vil kunne få mere for pengene. Byggeriet af de fem nye supersygehuse, der er planlagt og undervejs, og som der kan være god grund til at bygge, er mere tilrettelagt ud fra en politisk tankegang end fra en rationel forretningsmæssig tankegang. Det er ikke økonomisk rationelt at igangsætte alle byggerierne nogenlunde samtidigt, hvorimod det var politisk interessant for regionsformænd og regering at kunne sætte en spade i jorden for hvert projekt for at vise handlingskraft. Man kunne næppe forestille sig, at f.eks. et rederi ville bestille fem nye, store skibe og lade dem bygge samtidigt på fem forskellige værfter. Det ville simpelthen blive alt for dyrt. Der ligger jo oplagt en rationaliseringsgevinst i at drage erfaringer fra det første byggeri, som vil kunne billiggøre de efterfølgende byggerier. Derved kunne der spares penge, som bruges til andre investeringer. Det giver god mening, at regioner og staten skeler til erfaringerne fra den private sektor.

På samme måde ligger der også et stort samfundsøkonomisk potentiale, hvis den offentlige sektor drev sine forsyningsselskaber (f.eks. el, vand, varme og renovation) mere forretningsmæssigt efter samme retningslinjer, som vi har bedt de private selskaber at følge. Via Komiteen for god selskabsledelse har vi bedt de private virksomheder om at følge en række etiske retningslinjer for god selskabsledelse. To af de centrale anbefalinger er, at mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af ejerne, ligesom bestyrelsesmedlemmerne skal være i besiddelse af de for selskabet rette faglige og personlige kompetencer, således at de bedste vis kan bidrage til selskabets forretningsmæssige udvikling.

Endnu er det sådan, at det er almindeligt i kommunerne at lade udpegningen af bestyrelsesposter i de offentlige selskaber indgå som led i de politiske konstitueringsaftaler, der finder sted efter kommunevalgene. Og det er ikke ideelt set i forhold til det offentlige selskab. Dels er et kommunalbestyrelsesmedlem jo ikke uafhængig af ejeren, dels besidder et kommunalbestyrelsesmedlem ikke nødvendigvis de rette kvalifikationer, der skal til for at sikre den rette kompetencesammensætning af en bestyrelse til, hvad der er nødvendigt for at sikre en effektiv drift og udvikling af selskabet.

I dag er andelen af kommunalbestyrelsesmedlemmer i de kommunale vandselskaber 52 procent, i fjernvarmeselskaberne 69 procent, i spildevandsselskaberne 59 procent og i affaldsselskaberne 97 procent. Der er behov for at udpegningen af bestyrelsesmedlemmer flyttes væk fra de politiske konstitueringsaftaler og erstattes af en mere forretningsmæssig professionel tilgang til bestyrelsesledelse i de offentlige selskaber.

En mere effektiv drift af offentlige selskaber vil kunne bidrage til at skabe større overskud eller give besparelser, som kan frigøre midler til andre kommunale formål. Gevinsterne ved en mere effektiv drift kan også bruges til at sænke takster og afgifter til gavn for borgere og selskaber, og dermed understøtte jobskabelsen i den private sektor.

Nogen vil måske mene, at når centrum-venstre fokuserer mere og mere på at sikre en sund økonomi og gode vilkår for erhvervslivet, at så udviskes forskellene mellem højre og venstre i det poliske billede. Det er jeg helt uenig i. Udviklingen i Danmark er jo i virkeligheden et udtryk for centrum-venstres store og velfunderede fodaftryk på samfundet. Velfærdssamfundet er et udtryk for arbejderbevægelsens store indsats gennem generationer. At borgerlige partier også anerkender det og ikke grundlæggende ønsker at ændre fundamentet for velfærdssamfundet, gør da ikke indsatsen mindre glorværdig. At centrum-venstre skal fokusere mere på økonomi og erhvervspolitik ligger i naturlig forlængelse af ønsket om at sikre et robust velfærdssamfund.

Men det betyder ikke, at forskellene mellem højre og venstre udviskes. De store politiske dagsordener om at mindske ulighederne i verden og om miljøet og klimaets fremtid er der stadigt, og her er det centrum-venstre opgave at vise internationalt lederskab. Og der er nok at tage fat på.

Der sættes i disse år verdensrekord i flygtningestrømme. 60 millioner mennesker er på flugt fra konflikter, tortur og personlig forfølgelse. Islamisk Stat og tilsvarende terrorbevægelser hærger og destabiliserer flere og flere samfund og internationale institutioner. Den økonomiske tragedie i Grækenland rokker ved stabiliteten i Europas økonomi. Og klimaforandringerne og ressourcemanglen vil uundgåeligt påvirke livsvilkårene for millioner af mennesker verden over.

I takt med at de globale udfordringer vokser, er der en tendens til, at de enkelte europæiske lande lukker sig mere og mere om sig selv, fremfor at udvise politisk lederskab og styrke det internationale samarbejde.

Og her har centrum-venstre en stor opgave for at formulere visioner for løsningen af de globale udfordringer. Den enormt store flygtningestrøm løses hverken ved at bygge hegn rundt om Europa eller ved at åbne armene og byde alle velkommen. Men ved at finde og løse årsagerne til flygtningestrømmene.

Årsagerne til den aktuelle flygtningestrøm mod Europa, skyldes konflikter og økonomisk armod. Ser vi på konflikterne, er det måske en overvejelse værd at dvæle ved, om det internationale samfund har nået målene – eller om målene er inden for rækkevidde, når vi ser på f.eks. Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien. Er disse lande blevet mere stabile? Nej, de er brudt sammen og blevet arnesteder for religiøse fanatikere og terrororganisationer med store flygtningestrømme som et af resultaterne. Det bør give anledning til debat om, hvorvidt de metoder til despotfjernelse og samfundsopbygning, som det internationale samfund benytter, er de rigtige. Den store migrationsbølge fra Afrika, bør give anledning til debat om, hvordan vi kan øge kapacitetsopbygningen i Afrika gennem øget udviklings- og handelssamarbejde, så der skabes arbejdspladser og håb for befolkningen.

Disse store udfordringer kalder på international politisk lederskab, en opgave som centrum-venstre bør gribe og formulere visioner for Danmarks rolle og ansvar i en stadig mere globaliseret verden.